Looking for Jerry – den mandlige muse

I den græske mytologi var de ni – de ni muser – skytsgudinderne for kunst og videnskab, undfanget af Zeus og Mnemosyne i 9 kærlighedsnætter. Den græske digter Hesiod gav dem navn og attributter:  f.eks. Klio, som repræsenterede historieskrivningen, bar en skriverulle; Euterpe stod for fløjetespil og lyrik og holdt en fløjte; Erato symboliserede kærlighedsdigtningen og spillede kithara, osv. Homer skriver i Odysseen om muser i almindelighed: ”Muse, fortæl mig om Manden, den vidtbefarne...” Muserne betragtedes som en gruppe gudinder, der fremkalder og beskytter poesien samt enhver form for åndsvirksomhed. De synger og forærer mennesket poetisk inspiration og viden. Platon understreger i dialogen ”Ion”, at evnen til at bevæge os gennem poesien eller musikken ikke er en faglig dygtighed, men en guddommelig kraft personificeret af musen: ”Således fylder også musen selv mennesker med begejstring, og ved disse begejstrede fyldes andre igen med begejstring, så at der dannes en kæde. Thi alle de store episke digtere digter alle deres skønne værker, ikke af faglig kyndighed, men fordi de er besat af musisk begejstring, og de gode lyrikere på samme måde.” Musen blev synonym for inspiration – ikke kun for digteren, men for alle kunstnere. Både litteraturen og billedkunsten er gennemsyret af smukke kvinder, som har været inspirationskilder for de store digtere, forfattere og billedkunstnere.

Når muserne repræsenterer inspiration og skabelseskraft, burde det være en selvfølge, at kvindelige kunstnere kan få en mandlig muse som inspirator, men man skal lede længe i kunsthistorien for at finde en decideret mandlig muse. Imidlertid kan det ikke udelukkes, at fædre, lærere, elskere, ægtefæller og mæcener har været muser uden at blive kaldt det. Kvinderne blev i mange århundreder nægtet en decideret kunstnerisk uddannelse. De fleste kvindelige malere stammede fra en kunstnerfamilie, hvor de hjalp til i faderens værksted. Senere blev de gift med en maler, som de fortsat hjalp ved siden af  alle deres andre forpligtelser. Andre begavede unge kvinder blev sendt i kloster, hvor de kunne videreuddannes og arbejde kunstnerisk. De bedre stillede kunne få undervisning ved hoffet. Enkelte malere sendte deres talentfulde døtre til undervisning hos en mere kendt kollega. Dette skete f.eks. for Sofonisba Anguissola – en ung kvinde født i Cremona i Italien i 1532. Sammen med sin søster Elena, der senere blev nonne, blev hun som 14 årig sendt i lære hos maleren Bernardino Campi, hvor hun blev i 3 år for derefter at blive undervist af en anden maler Bernardino Gatti. Et maleri fra 1550 – en slags hommage til hendes første lærer – viser hende i gang med at blive malet af Bernardino Campi. Han ser på hende samtidig med, at hans hånd rører hendes bryst på lærredet. Sofonisba vender således om på rollerne – kunstneren og modellen, læreren og eleven. Hun fik en lang og succesrig karriere som maler, hovedsagelig som portrætmaler. Hun tilbragte 12 år ved Philip d. II. af Spaniens hof og underviste den spanske dronning Isabella i maleri, blev gift to gange, fortsatte med at male først i Genua og senere i Palermo, og døde højt værdsat som 93 årig.

Først i den anden halvdel af det XIX. århundrede blev det mere almindeligt for unge kvinder at rejse væk fra familien for at uddanne sig. Det lykkedes blandt andre Camille Claudel at få lov til at tage til Paris, hvor hun blev elev og assistent hos den berømte Auguste Rodin. Hun blev også hans muse, model og elskerinde, men brugte ham ligeledes som inspiration for sine egne skulpturer, f.eks. ”Valsen”. Han blev i høj grad en muse for hende, en stor inspiration, indtil forholdet gik i stykker og fascinationen blev til aversion.

Nogle muser lavede i årenes løb deres rolle om ved selv at lade sig inspirere. Suzanne Valadon, moren til den berømte Maurice Utrillo, startede ganske ung som model, muse og elskerinde for en lang række berømte malere, heriblandt Renoir og Puvis de Chavannes, inden hendes kunstneriske evner blev anerkendt - først af Toulouse-Lautrec og derefter af Degas. Mange år senere, i 1909, blev hun som 44 årig voldsomt forelsket i André Utter, en ven af Maurice Utrillo og tre år yngre end ham. Kærligheden var gensidig. Suzanne Valadon forlod sin mand Paul Mousis for at bo sammen med kæresten og sønnen. André Utter bruger hun ofte som model og 1909  maler hun det store billede ”Adam og Eva”, som forestiller dem begge. Ligeledes i det store maleri fra 1914 ”Fiskere” bruger hun sin elskedes krop for at gengive de tre nøgne fiskere, der kaster deres net i havet.

De kvindelige muser havde høj kurs hos Surrealisterne og deres navne forblev i litteraturen og kunsthistorien tæt forbundet med den mandlige kunstner, de inspirerede. Sådan var det med Gala, en ung russisk kvinde, som den ligeså unge digter Paul Eluard blev dybt forelsket i. Hun inspirerede digteren, men blev derefter muse for Max Ernst og til sidst for Dali, som eviggjorde hende i flere malerier. Paul Eluard fandt senere i Nusch en anden muse. Man kan også nævne Nadja og Valentine Hugo for André Breton, Kay Sage for Yves Tanguy og Lee Miller for Man Ray. Kay Sage var dog en selvstændig maler og Lee Miller forlod efter 3 år Man Ray til fordel for en karriere som modefotograf og under Anden Verdenskrig som krigsfotograf. Frida Kahlo, som også udstillede sammen med Surrealisterne, blev som ganske ung forelsket i den meget ældre maler Diego Rivera, som blev hendes muse på godt og ondt og to gange hendes ægtemand. Flere kunstnerpar som f.eks. Robert og Sonia Delaunay og Sophier Taeuber og Jean Arp har vist, at inspirationen sagtens kunne være gensidig uden at være destruktiv for den ene partner.

Med feministerne opgør i 1970’erne tog det traditionelle muse-begreb en negativ drejning. Forestillingen om en aktiv, kreativ og produktiv mandlig kunstner overfor en passiv kvindelig inspirator virkede yderst provokerende. Men – som tidligere vist - kan rollerne ændres. 35 år senere er kønnenes kamp tilstrækkelig overstået til frit at kunne tale om mandlige muser – uanset om man har én, leder efter én, eller har gjort sig dyrbare, men vigtige erfaringer gennem én.

Flere af de deltagende kunstnere på ”Looking for Jerry” var også initiativtagere til udstillingen "Sub Rosa - Blomsten i nordisk nutidskunst", som blev vist på Charlottenborg Udstillingsbygning i 2000 og derefter i Sverige og Finland. På samme måde som de kastede nyt lys på en genre, som tidligere associeredes med en af kvindernes ufarlige sysler - blomstermaleriet – besluttede de sig for at vende op og ned på dette traditionelle tema i kunsthistorien: kunstneren og musen. Louise Bourgeois’ udstilling på Louisiana samt filmen om kunstneren bekræftede dem i den mandlige muses betydning: Mange af Louise Bourgeois' senere værker ville nemlig ikke været opstået eller ville ikke eksistere, hvis ikke hendes meget yngre medhjælper og muse ”Jerry” havde sørget for at skabe beskyttende rammer og været i stand til at tæmme billedhuggerens destruktive tilbøjeligheder, samtidig med at han også fungerede som model. Derfor ”Looking for Jerry”!

Marianne Barbusse

Uddrag af indledende tekst i katalog for udstillingen Looking for Jerry. Den mandlige muse.
v. kurator Marianne Barbusse