Forkortet udgave af kronik bragt i Dagbladet Information 17. marts 2001
Den selvbevidste kvindelige kunstner har brug for mænd, der tør være modeller, mæcener eller makkere uden at det går deres maskulinitet for nær. Det kræver sin mand.
Af Angela Brink, journalist & forfatterinde
Kvindelige kunstneres tendens til at have mandlige muser, mæcener eller mænd til at støtte sig i deres kreative bestræbelser viser, at menneskeliggørelsen af manden er indtruffet. Hvor kvinder før i tiden mødte manden som forsørger - enten som far eller ægtemand - møder hun ham i dag som relativt ligeværdig. Det betyder blandt andet, at kvinden i langt højere grad kan bruge manden som inspirationskilde eller muse om man vil. Der kan være tale om inspiration på mange niveauer, der kan sammenfattes under sloganet ro, opbakning og ros.
Mandlige muser kan inddeles i tre kategorier:
* Den unge smukke mand Modellen.
* Mæcenen i form af den favnende forsøger. Og endelig
* Den lydhøre, kultiverede Makker.
Fælles for de mandlige muser er, at de ikke kunne have lavet de kunstværker deres kvindelige partner skaber. Musen er en hjælp på den kvindelige kunstners præmisser. Igennem århundreder har mænd dyrket kvinder som muser. Det vil sige, at de i større eller mindre udstrækning tilbad kvinden for hendes ynde, skønhed og/eller intelligens. Det var dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de overhovedet overvejede at tilbyde selvsamme kvinde ægteskab.
For første gang i historien er det blevet almindeligt, at den smukke og eventuelt unge mand bliver brugt eller feteret af kvinder. Det kan gøre ondt på musen eller modellen, hvis han tror, at det kvinden vil med ham har noget med mor, far og børn at gøre. Og på kvinden, hvis hun ikke gør sig klart, hvorfor hun egentlig står i forhold til den unge afgud.
Der går nok nogle år endnu, før Hollywood eller Zentropa laver film, hvor den mandlige hovedperson drømmende sukker »Hvornår vil du endelig gøre alvor af dine løfter og gøre mig til en anstændig mand?« Men det skyldes nok noget ganske andet. Nemlig de underliggende og stadigt dominerende patriarkalske strukturer i vore vestlige samfund.
Modellens udseende vil i modsætning til den kvindeliges ikke åbent blive vurderet af omgivelserne. Og da slet ikke som noget positivt. Især ikke af mændene, der ubevidst vil opfatte den mand og kvinden, der ledsager ham, som truende. Den yngre mandlige model er jo et levende bevis på kvindens vurdering og mulighed for at vælge den hun helst vil have ud fra hvad end kriterier hun end måtte opstille, herunder kriterier, der ikke er valide i en patriarkalsk kønsrollefordeling. Den kvindelige kunstner og modellen, der typisk vil være ung, smuk og æterisk, er et brud med den meget lange tradition af narcissistisk fallostilbedelse og med homoseksuel kunstnerisk beundring af mandlig skønhed.
Kvinden vil nemlig typisk vælge en muse, der også er udpræget maskulin. Hun leder hverken efter feminine eller overdrevent maskuline træk hos sin muse. Hendes udgangspunkt for dyrkelsen af manden som inspirationskilde er altså ikke en udløber af den mandlige narcissisme, som man blandt andet ser afspejlet i homoseksuelle mandlige kunstneres dyrkelse af den unge, smukke, talentfulde elev.
Kvinders dyrkelse af musen er baseret på jævnbyrdighed, på kvindens egen idealisering af det maskuline og er derfor udtryk for kvindelig emancipation.
Det er en tendens, man ser hos walisisk/ amerikanske kunstmaler, Sylvia Sleigh, der maler nøgne mænd for kvinder som kvinde. Hendes værker blev i 1960 erne og 70 erne opfattet som kontroversielle og blev i visse tilfælde bortcensureret fra offentlige udstillinger.
Sammenligner man Sylvia Sleighs maleri Det tyrkiske bad fra 1973 med Jean August Ingres Det tyrkiske bad fra 1862, bliver den voldsomme reaktion mod kvindelige kunstneres objektgørelse af mænd, sådan som man ser det hos Sleigh, sat i perspektiv. For hendes kunstværk adskiller sig ikke fra den måde, mandlige kunstnere som Ingres gennem historien har fremstillet kvinder. Selv om offentligheden gennem århundreder har set på nøgne damer, kunne den ikke tåle at se nøgne mænd og da slet ikke en face.
Med sin indirekte fremstilling af manden som objekt for kvinden udfordrer Sylvia Sleigh den patriarkalske kunstopfattelse, både mænd og kvinder ligger under for. Alle er vi vandt til at se manden som den aktive i forholdet mellem mænd og kvinder. Men hvis kunstneren er kvinde og den afbillede mand, må iagttageren identificere sig med manden, altså den passive. Det virker udfordrende, ja nærmest truende på de, der mere eller mindre bevidst hylder patriarkatet.
Hvor en kvinde typisk vil affinde sig med situationen som inspirationskilde, vil en mand på et tidspunkt begynde at gøre oprør. Fordi rollen harmonerer ikke med den mandlige selvforståelse som aktiv part.
Selv om legen med dem fra kvindens side tager udgangspunkt i hengivenhed, beundring – ja måske endda kærlighed – så falder det livgivende bort, hvis modellen ikke vil lege med. For den gensidige glæde ved legen og både den seksuelle og intellektuelle autenticitet skal være til stede.
Ellers fungerer forholdet ikke som inspirationskilde. Det provokerende ved tanken om, at kvinden på så overlegen eller ligeværdig vis kan lege med manden, skyldes igen det patriarkalske kunstsyn. For mænd har i århundreder gjort det, både med mænd og kvinder.
Homoseksuelle, mandlige kunstnere har også haft mandlige muser, hvilket har været nogenlunde accepteret. Men følger den kvindelige kunstner dette eksempel behandles hun som en afsporet forræder. For den slags adfærd er en voldsom udfordring af kønsrollerne.
I århundreder har kvindelige kunstnere snarere været undtagelsen end reglen. Og ejendomsretten over det at skabe ligger dybest set i vores kultur som noget, der tilhører mændene.
Det er derfor ikke fordi, der er noget specielt uværdigt i at være nogens muse, at det kan være en svær rolle at spille for en mand, men fordi kønsrollerne dikterer, at det er mænd bare ikke. Heller ikke selv om han ikke selv har noget konkret han vil eller kan skabe. Det er formentlig også en af forklaringerne på, at kvindelige kunstnere ofte falder til ro med ældre mænd, kunstnere, der er større end dem selv eller mænd, der absolut ingen ambitioner har i kreativ retning. Kun mænd, som har bevist, skabt og præsteret det, de havde ambitioner om, kan håndtere konstant at have en udfordring af deres maskulinitet så tæt inde på livet.
Der er dog undtagelser. Mænd som mæcener, eller forsørgere er blevet et mere udbredt fænomen. Hermed hentydes der ikke til direktøren, der betaler konens akvarelmaling for at tage toppen af hendes neuroser, men til den seriøse kvindelige kunstner. Er nutidigt eksempel herpå er forfatterinden Hanne Vibeke Holst. På baggrund af hendes egne beskrivelser af sit tidligere ægteskab virker det som om, hendes mand langt hen ad vejen sørgede for de økonomiske og fysiske rammer for hendes kunstneriske virke.
Netop det, at præstationen er mandens domæne, gør også, at man oplever en helt anderledes rendyrket beundring og åbenhed overfor kunstværker begået af mænd. Alle mænd og kvinder anerkender mandens ret til at være kreativ. Men ikke alle mænd og kvinder anerkender kvindens behov for kreativ virksomhed som jævnbyrdigt med mændenes. Således ser vi både mænd og kvinders grundlæggende og til dels også ubevidste indlejring i en patriarkalsk samfundsstruktur komme til udtryk i forbindelse med kunsten og kunstner/museforholdet.
Hvor man før i tiden kunne sige, at bag ved enhver stor mand står en kvinde, kan man i nyere tid oftere se det modsatte gøre sig gældende.
Det ses klart eksemplificeret i Karen Blixens 13 år lange forhold til Denys Finch Hatton. Ifølge blandt andet Linda Donelsen, der har skrevet biografien Karen Blixen i Afrika – sandheden bag Den afrikanske Farm, var Denys Finch Hattons intellektuelle konversation og charme af afgørende betydning for Karen Blixens kreativitet. De færreste biografer betvivler hans betydning for hendes forfatterskab, der viser, hvordan en mand kan spille en vigtig rolle for en kvindelig kunstners kreativitet – her som stærkt kultiveret og dannet makker.
Spørgsmålet er så også om det nødvendigvis er skidt, at de fleste mænd vægrer sig ved muserollen. For er der ikke alligevel dybest set noget nedværdigende eller i hvert fald forbrugspræget at bruge mennesker på den måde?
Jo, selvfølgelig er der tale om en distancering. For det første er kunsten altid vigtigere end manden. Han er ikke målet men et middel på linje med en pensel eller en tube maling. Desuden fokuserer kunstneren eller den skabende på sin egen tolkning af musens ydre og indre. Muser har meget lidt at skulle have sagt i den forbindelse, i modsætning til det gænse kærlighedsforhold, hvor man tolker og lader sig tolke på af sig selv og hinanden.
Men manden som mand, som stærk nok og hvilende nok i sig selv til ikke at blive truet af kvindens kreativitet bliver også en mere og mere almindeligt. Et af de ældste og tydeligste eksempler er forholdet mellem skagensmalerne Anna og Michael Ancher. Begge var de respekterede malere, Michael tålte, at konen også var på banen og endda inden for samme kreative felt.
Elisabeth Fabritius påpeger og understreger i sin Michael Ancher-monografi, at samhørigheden mellem Michael og Anna Ancher var usædvanlig for perioden, han kæmpede for hendes selv-stændige og frie kunsteriske udfoldelse.
Anna Ancher var ekstraordinært talentfuld, men altså også heldig. Heldigere end sin samtidige, Martha Johansen, der i sit ægteskab med maleren Viggo Johansen fik seks børn, men aldrig udfoldede sit skrivetalent, hvilket understreger den unikt kvindelige problematik omkring biologi og selvrealisering.
Hvorvidt det, at have en mandlig model, mæcen eller makker, er negativt for den mand, det sker for afhænger dybest set af hans egen indstilling og af, hvor løsrevet han er fra patriarkatet. Hænger han fast i gamle kønsrollemønstre vil rollen sikkert være svær at bære.
Men er han løsrevet vil han kunne lade sig smigre og fylde af glæden ved at have haft en finger med i spillet i frembringelsen af diverse kunstværker. Den emanciperede mand, vil som kvinder har gjort det igennem århundreder, acceptere individets underordning af kunsten og af kunstneren, som i sin søgen efter at frembringe, mere eller mindre berettiget, ofte føler sig hævet over de mere hverdagsagtige forpligtelser overfor andre mennesker.
At have en mandlig muse er at hylde eller uden tvang at vælge at støtte sig op af det maskuline – en reel kønspolitisk landvinding, som kun kan lade sig gøre, fordi kvinder har fået styrken til at insistere på at være kreative og ligeværdige i deres kreativitet. Det er ikke et spørgsmål om at vende kønsrollerne på hovedet, men om at kvinder i højere grad er blevet i stand til at være kompromisløse i den kunstneriske proces.
Det er noget relativt nyt, at kvinder er så økonomisk, seksuelt og mentalt frie, at det er blevet muligt for mange. Kvindelige kunstnere som Erica Jong og Suzanne Brøgger var ikke kommet hertil endnu. For dem bestod mødet med manden i via den fysiske forening at integrere det mandlige og kvindelige i dem selv, så de kunne blive kunstnere. Det er formentlig medvirkende årsag til, at de mænd, de portrætterer som muser, typisk er dyrisk maskuline, som soldaten i Jongs Luft under vingerne og Alfoncus i Brøggers Creme fraiche.
I dag er den mandekrop kvinden lader sig inspirere imidlertid blevet anderledes og mere facetteret. Kønskampen har gjort det muligt for kvindelige kunstnere at hæve sig op over det dyriske. Manden er ikke farlig og behøves ikke tæmmes ved hjælp af fysisk forening. Han opfattes som ligeværdig. Derfor kommer det mindre brutalt mandlige, det yndefulde, gazellen og guddommen i højere kurs hos kvindelige kunstnere. Ligesom det har været hos mandlige gennem århundreder.
I relativ modsætning til det, man kan iagttage hos Jong og Brøgger, ser vi i dag kvindelige kunstnere, der har integreret det mandlige, skabende i sig selv og betragter det som en selvfølge, at de kan, skal og vil præstere. Det giver overskud – eller råhed om man vil – til at bruge mænd i den kreative proces. Det fører til en søgen efter en anden type mand, nemlig den intense, der hverken er specielt muskuløs, behåret eller dyrisk. En mere åndfuld mand, så at sige. For museforholdet er ikke karakteriseret ved rå, bestialsk sex. Det er i langt højere grad en abstraktion, et intellektuelt anliggende.
Man bliver kun muse, fordi en anden gør en til det, og denne anden må nødvendigvis være én ligeværdig eller overlegen.