PRAKSIS:

Jeg arbejder med maleri, tegning, fotografi og video, hvor jeg bearbejder og undersøger fragmenter og udsnit af virkeligheden. Dagligdagsting og -tilstande optræder på nye måder og giver beskueren fornemmelsen af noget velkendt – og alligevel ukendt. Jeg arbejder med en form for ’opgradering’ af det daglige. Mine værker er ofte af installatorisk karakter. Jeg arbejder med fotografi som selvstændigt medie dels som egne værker, dels som værker udført i det fotografiske samarbejde: HUMAN SITES sohn+isaksen. 

HUMAN SITES sohn+isaksen er et samarbejde med billedkunstner Bodil Sohn. HUMAN SITES sohn+isaksen påbegyndtes i 2003. Vi har gennem årene udviklet en kunstpraksis, hvor vi med en legende tilgang udfordrer fotografiets todimensionalitet og hinanden, f.eks. gennem udveksling af billeder, som vi aftaler at skulle forholde os til på forskellige måder. Det fotografiske medie har vi valgt på grund af dets høje grad af objektivitet, som muliggør en nedtoning af det individuelle, så vi i samarbejdet kan udvikle alt i fællesskab og skabe et fælles kunstnerisk udtryk. Se www.humansites.dk